Pokalturnering bridge  Pokalturnering
Velkommen til pokalturneringen 2003!
Mange er allerede i fuld gang med at planlægge deres kamp i 1. runde. De har set lodtrækningen og dette program på internettet, hvor det har ligget et par uger.

Desværre har det ikke kunnet lade sig gøre at udsende det som post før nu, men jeg håber det kan lade sig gøre for Jer alle!

Spilledagen for den første kamp bliver offentliggjort i almanakken, så allerede ved sæsonstart kan I sætte kryds i kalenderen denne dag. Det er kendetegnende for pokalturneringen, at selvom vi spiller for at vinde hver gang skal det også være hyggeligt. Jeg får mange reaktioner fra spillere, der uanset om de har tabt eller vundet lige vil fortælle hvor hyggeligt det har været. Det er utroligt dejligt - pokalturneringen er en god lejlighed for os alle sammen til at møde nye mennesker.

De første 2-3 runder er reserveret spillere, der ikke spiller i den åbne divisions-turnering og der er mulighed for at også helt nye bridgespillere kan score en sejr og et par guldpoint. Hjælp med at trække spillerne fra din klub med ud at spille!

I år er der 4 seedede hold med i 3. runde - resten kommer ind i 4. runde. De 4 hold er: 2275-06, 4206-03, 4448-01 og 4479-01

De officielle spilledatoer er:
Runde 1: 24. november 120 kampe
Runde 2: 26. januar 60 kampe
Runde 3: 2. marts 32 kampe
Runde 4: 13. april 32 kampe
Runde 5: 4. maj 16 kampe
Runde 6: 1. juni 8 kampe
Runde 7: Ikke fastlagt 4 kampe
Runde 8: Ikke fastlagt 2 kampe
Runde 9: Ikke fastlagt 1 kamp


Ind imellem er der brug for at få en turneringslederafgørelse, og i den forbindelse kan I ringe til Jens Ulrik Fougt: 4075 4716 eller eventuelt Jesper Dybdal: 4580 6765.

Når en runde er spillet, er man naturligvis meget interesseret i resultater og den nye lodtrækning. Jeg opdaterer resultaterne på nettet løbende og regner med at kunne sende resultater og lodtrækning ud til deltagerne weekenden efter den officielle spilledag.

Det kræver, at deltagerne er meget omhyggelige med straks at få afleveret resultaterne fra kampene. Post resultatblanketten samme aften og send evt. også resultatet som email (erstatter ikke blanketten, der skal sendes) Indskud til næste runde vedlægges i check eller indsættes på reg. nr.: 3532 kontonr.: 4868854030 Hvis du indsætter i bank skal du huske at anføre dit navn og gerne hvilken kamp du har vundet - for eksempel "vinder R x kamp y".

I de 2 første runder er lodtrækningen foretaget, således at så få hold som muligt skal køre mere end 150 km for at spille. Der er enkelte, der må ud på en længere tur og for alle der skal køre mindst 200 km i alt udbetaler vi kørselsgodtgørelse.

Udehold, der vinder, skal også huske at anføre UP - udebanepoint - på resultat-blanketten. Fra runde 2 og frem er det holdet med flest UP, der har hjemmebane. Offentliggørelse af lodtrækning og officielle resultater sker på DBF's websider og du skal altså kigge på www.bridge.dk og klikke på "turneringer". www.netbridge.dk bringer også resultaterne - her kommer også uofficielle resultater.

Held og lykke og rigtig god fornøjelse.

Turneringsansvarlig:

Jens Ulrik Fougt
Kildevej 25,
4653 Karise
Tlf.: 4075 4716 (ring venligst ikke efter kl. 21)